Alsus heth de sanck, den ick meen:
Bytterlyken sterven is de erste sanck,
De ander is der klocken klanck,
Der drydde is, in korter stunden
Werstu vorgetten van dynen frunden,
Umme dyn tydlyke gud ghan se to deele,
De worme umme dat flesz, de düvel umme de sele.
Wan denne dyt sus wert entricht,
Dat eyn yslyk syn eyne part kricht,
Dat holth he so fast ane alle feyl,
He geve dat nicht vor de anderen twey deyl.
Krygen de worme dat flesz to deele,
Se achten nicht des gudes edder der sele.
Wan de frunde ock krygen dat gud,
Achten kleyn, wat lyff unde sele doet.
Kricht de düvel de sele in beholth,
Ja, he geve se nicht vor alle golth.
Up dat syn wylle jo nicht en schee,
Eyn yslyk syk wol vore see.
Leret wol sterven unde syd bereyt,
Wol sterven allen kunsten boven geyt,
Wol sterven is so groten kunst,
Dar mede men kumpt in Godes gunst.
O Criste, dorch dynen doth sy wy vorlost,
Wesz du yo unse ewyghe trost Amen.
Anno domini Mccccxx Lübeck.
Til sidst taler Døden således: (fortsat)
Således hedder den sang, som jeg mener:
Bitterligt at dø er den første sang,
den anden er klokkeklangen,
Den tredje er: om kort tid
bliver du glemt af dine venner.
De går for at dele dit jordiske gods,
kødet til ormene, sjælen til Djævlen.(1)
Når da det således bliver arrangeret,
at enhver får sin egen part,
det holder han så fast, uden nogen fejl,
Han giver det ikke væk for de to andre dele.
Får ormene kødet til at dele,
[så] interesserer de sig ikke for godset eller sjælen.
Når vennerne også får godset,
er de ligeglade med, hvad liv og sjæl gør.
Får Djævlen sjælen i behold,
ja, han giver den ikke væk for alt guld.
For at hans vilje aldrig [skal] ske,
[må] enhver se sig godt for.
Lær at dø godt og vær beredt.(2)
At dø godt overgår alle kunster;
at dø godt er så stor kunst,
dermed kommer man i Guds gunst.
Åh Kristus, gennem din død er vi forløst,
Vær du altid vores evige trøst. Amen.
År 1520 Lübeck.
Bogen slutter med 4 våbenskjolde. Det første forestiller Lübecks dobbeltørn.
Det nederste til venstre forestiller 3 valmuefrugter, og det er dette symbol, der gør,
at vi i dag kalder trykkeriet for "Mohnkopf". Det sidste våbenskjold er
også typisk for Mohnkopf-trykkeriet og forestiller bogstavet T (eller et Tau) med et kors på.
(2)At dø godt...: I den sene middelalder opstod en genre af bøger, der skulle
lære kristenfolk at dø på rette måde. De kaldtes "ars moriendi" eller
"artes [bene] moriendi" = kunsten at dø [godt].