Døden fra Lübeck

Håndværkersvend og Amme med Barn

De dot to der ammen

Amme, kum heer myt
deme kynde,
Ik neme den werd
myt deme ghesynde,
De suster, den broder,
myt alle den gesten,
Olth, yunck, quaden
unde ock de besten.
God, dede wonet in
den hogesten tronen,
Wyl yslyken recht na
den werken lonen.

Døden med spaden
Ammen med barnet

De amme unde kynt

Ach, greselyke doet,
schone dessem kynde,
Dat ick hir in de döke
wynde,
Ach ick behelde dyt
kynt gantz gerne.
Ach schone ok my ar-
men derne,
Ach wyl my noch le-
ven laten,
Wat kan dy dat scha-
den efte baten?

De dot to dem amptghesellen unde ander yungelyngen

God sprickt myt synem hilgen munde:
Waket unde bedet to aller stunde!
De dot sendet jw nenen breff,
He kumpt slyken recht so eyn deff.
Hir umme, amptgheselle, holt an de hanth,
Du most myt in eyn ander lanth.

De amptgheselle

Wat lanth, wat lanth schal ick nu wanderen?
Ik quam nu kortes van westen uth Flanderen.
Nu kumpstu, dot, vort yagen myt macht,
Up dy hebbe ik noch nicht ghedacht.
Ik gynge lever to kroge myt mynen kumpanen
To der Wytten Ulen efte to deme Roden Hanen.

Int besluth sprickt de dot alsus

Døden med leen

Tredet alle heer,
papen,ock gy leyen,
Ick wyl jw alle umme
meyen
Myt desser setzen, grot
unde kleyne.
Myt rechtem ernste
ik jw alle meyne.
Myn anslach is myt
groter hast,
So wene ik fate, den
holde ick fast.
Dantzet mede, ick syn-
ge vorhen,

Døden til håndværkersvenden og andre ynglinge(1)

Gud taler med sin hellige mund:
Våg og bed - hver en stund!
Døden sender dig intet brev,
Han kommer snigende lige som en tyv.(2)
Derfor håndværkersvend, hold fast i hånden,
du skal med i et andet land.

Døden til ammen

Amme, kom her med barnet;
Jeg tager værten [sammen] med tjenestefolket,
søsteren, broderen, med alle gæsterne,
gamle, unge, slemme og også de bedste.
Gud, der bor i den højeste trone,
vil belønne enhver ret efter arbejde.

Håndværkersvenden

Hvilket land, hvilket land skal jeg nu vandre [til]?
Jeg kommer netop vestfra fra Flandern.
Nu kommer du, Død, jagende frem med magt,
på dig havde jeg endnu ikke tænkt.
Jeg gik hellere på kroer med mine kumpaner -
til Den Hvide Ugle eller til Den Røde Hane.(3)

Ammen

Ak, græsselige Død - skån dette barn,
som jeg her svøber in i lagnet.
Ak, jeg beholdt ganske gerne barnet.
Ak, skån også mig arme pige.
Ak, lad mig leve endnu,
hvad kan det skade eller gavne dig?

Til sidst taler Døden således:

Træd alle her, gejstlige, også I lægfolk;
jeg vil meje jer alle ned
med denne le, store og små,
med oprigtig alvor mener jeg jer alle.(4)
Mit angreb er med stor hastighed,
Så den jeg får fat i, holder jeg fast.
Dans med, jeg synger for […]

Sådan så håndværkersvenden (og junkeren) ud i Des dodes Dantz.
Junkeren fra Dodendantz

Åbenbart er håndværkersvenden meget berejst. Der må tænkes på de farende svende, naverne, der "tog på valsen". Der er ikke noget billede af ham. I Des dodes dantz brugte man det samme billede til både håndværkersvenden og junkeren (billedet til venstre).

På grund af det rodede layout af Dodendantz kunne man få indtrykket af, at håndværkersvenden er den sidste danser. Men der er ingen tvivl om, at ammen og barnet er de sidste: For det første er barnet altid det sidste, for det andet skal Dodendantz læses fra højre mod venstre, og for det tredje går håndværkersvendens tanker til de værtshuse, som han allerede savner: Den Hvide Ugle og Den Røde Hane. Det nytter ikke, at den sidste dansers sidste tanker går til et værtshus.

I den Gamle Danske Dødedans er den danske oversætter blevet forvirret af layoutet og har placeret barnet før håndværkersvenden. Som følge deraf har han "censureret" håndværkersvendens replik, så den sidste dansers sidste ord ikke handler om værtshuse.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Man kan undre sig over, at Døden her taler til "håndværkersvenden og andre ynglinge" dvs. til mange mennesker, men det viser jo bare, at dødedansen er et spejl, som så mange som muligt skal kunne spejle sig i.
Døden citerer her fra bogen "Zwiegespräch zwischen Leben und Tod" fra ca. 1484:

God sprack mit synem hilgen munde:
Waket unde bedet to aller stunde,
De dod sendet ju neynnen breff,
Mer he kummet slikende alse eyn deff.

Se i øvrigt denne note om Døden som en snigende tyv.

Trods mange besøg i Lübeck er det aldrig lykkedes mig at finde disse to værtshuse. De er åbenbart lukkede :(

Historiske kort afmærker en "Roter Hahn" i Fleischhauerstraße (mellem Breitestraße og Königstraße).

"To der Wytten Ulen" har formentlig ingen forbindelse med Bierbar UHU, der ligger ved Lübecks Hovedbanegård.

De første linjer af Dødens sidste tale er fra kapitel 4 — d.v.s. begyndelsen — af Des dodes dantz: »Komet alle hêr, papen unde ôk gi leien, Ik wil ju alle mit desser setzen ummemeien. […] Mit rechtem ernste ik ju altomalen mene«.

Op til Dodendantz