Døden fra Lübeck

Nonne og Købmand

De klosternonne

Eya, help Maria, my
is övel to mode,
Schal ik alrede sterven,
dat do ik node.
Ick hadde ghehopet
noch meer to leren,
Wo ick scholde denen
Gode, mynem heren,
Dem ik myne sele heb-
be vortruwet gantz,
Unde also mochte erlan-
gen der junckfrouwen krantz.

De kopman.

Ach yd is yo war,
hadde ik myne tyd
Gode ghedenet myt
so grotem flyd,
Also ick na gelde heb-
be ghyret
Unde weynich hilge da-
ge rechte fyret,
So krege ik wysz ewy-
ghe salicheyt.
Dem gelde to denen is
al vorloren arbeyt.

De dot to der nonnen

Klosternonneken, vor
vere dy nicht to sere,
Desses dantzes hefstu
grothe ere.
Wente de syk Gode heft
ghegeven
Unde de wyl voren
eyn geystlik leven,
De moth syk gantz van
der werlde keren
Unde schal by tyden
sterven leren.

De dot tom kopman

Kopman, to stervende
bystu gantz bedrovet,
De werlt heft dy men
sere gheovet.
Umme gelt deystu ar-
beyt unde flyd,
Men Gode to denen
hefstu neene tyd.
Nu mostu myt in eyn
ander lant,
Wat is nu dath vele
ghyrent bewant!

Døden til nonnen

Lille Klosternonne, vær ikke for forfærdet,
Du har stor ære af denne dans,
Fordi de, som har givet sig til Gud,
og som vil føre et gejstligt liv,
de skal vende sig helt [væk] fra verden,
og skal i tide lære at dø.(1)

Døden til købmanden

Købmand, du er helt bedrøvet [over] at dø,
verden har ellers længe været hård ved dig.
For penge gør du arbejde og flid,
men til at tjene Gud har du ingen tid.
Nu må du med i et andet land,
Hvad er nu hele begæret bevendt?

Nonnen

Eya, hjælp Maria, jeg er ilde til mode,
skal jeg allerede dø, det gør jeg nødigt.
Jeg havde håbet endnu mere at lære,
hvordan jeg skulle tjene Gud, min herre,
som jeg har betroet min sjæl fuldstændigt,
og således måtte opnå jomfrukransen.(2)

Købmanden

Ak, det er jo sandt, havde jeg i min tid
tjent Gud med så stor flid,
som jeg har begæret penge
og [som jeg] har holdt hviledagen [for] lidt hellig,
så fik jeg sikkert evig salighed.
At tjene penge er altsammen fortabt arbejde.(3)

(1) I den sene middelalder opstod en genre af bøger, der skulle lære kristenfolk at dø på rette måde. De kaldtes "ars moriendi" eller "artes [bene] moriendi" = kunsten at dø [godt].

(2) I middelalderen blev jomfruer begravet med en blomsterkrans på hovedet, som et symbol på deres uberørthed (uanset deres alder) - senere var det kun unge piger, der blev kransede.

(3) Arbejde for penges skyld...: Købmanden har åbenbart gennemskuet moralen af historien.