Døden fra Lübeck, Dodendantz, Del 8, Munken og Ridderen

Munk og Ridder

De monnick

O Deus, wo wol que-
me ick denne to mathe,
Mochte ick komen to
so grotem stathe.
Myn kleyne arbeyt,
waken, lesen unde syngen,
Konde my neynerleye-
wysz dar henne bringen,
Were Cristus vor my so
bitterlik nicht gestorven,
Dar myt he my dit al
heft vorworven.

De rytter

Help, ridder sunte Jurgen,
my is gantz bange.
Tavende sath ik alto
lange
By deme konnynge,
myneme gnedigen heren.
Dath dede ick öm tho
groten eren.
Nu vole ick an my den
bitteren doet.
O God, help my yo nu
in desser noet.

De dot to dem monnike

Broder monnyck, van
wat orden dattu byst,
Dyn orde is gemaket
ane argelyst
Van dem hilgen vaderen
eyn recht reformacien.
Wo wol du hefst ghe-
leden etlyke temptacien,
Vor dyn horsam, casti-
gynge unde ander arbeyt
Wert God dy geven de
ewygen salicheyt.

De dot to dem rydder

Her rytter, ick do dy
hastich to wetten,
Treth an, ick wyl dy
nicht vorgetten,
Volge my nu in den
dodendantz.
Dyn stath, werltlyke
ere, heel unde gantz,
Nympt nu eyn ende
ane alle schympen.
De wegge is nu up
went an den tympen.

N.B.: Bogen skal læses fra højre mod venstre: Først Dødens anklage, så den døendes svar. Her forneden bringes teksten dog i den rigtige (logiske) rækkefølge: Den plattyske tekst i "bogen" foroven er moderniseret for at gøre den lettere at læse. Kig evt. her for den originale tekst.

Døden til munken

Broder Munk, fra hvilken orden du end er,
din orden er dannet uden lumskhed
af de hellige fædre - en rigtig reformeret orden.
Ihvorvel du har lidt adskillige fristelser -
for din lydighed, selvtugt og andet arbejde
vil Gud give dig den evige salighed.

Døden til ridderen

Hr. Ridder, jeg vil hurtigt fortælle dig.(2)
Træd an, jeg vil ikke glemme dig.
Følg mig nu i dødedansen.
Din stand, verdslig ære, helt og holdent,
tager nu ende uden al skæmt.
Bollen er nu på indtil spidsen.

Munken

O Deus, hvor godt kunne jeg da komme til pas?(1)
måtte jeg komme til så stor stand?
Mit ringe arbejde, vågen, læsen og syngen,
kunne på ingen måde bringe mig derhen,
var Jesus ikke så bitterligt død for mig,
hvormed han har erhvervet mig det hele.

Ridderen

Hjælp, ridder Sankt Jørgen, jeg er helt bange.
Om aftenen sad jeg meget længe
hos kongen, min nådige herre.
Det gjorde jeg ham til stor ære [for mig].
Nu føler jeg den bitre Død ved mig.
Åh Gud, hjælp mig nu i denne nød.

Døden fortæller ridderen, at "bollen er på". Dette nonsens er endnu et tegn på, at Dodendantz er et udtræk af Des dodes dantz. Bollen er ikke på - den er spist op.

På dansk kan "en vægge" (højtysk: Wecke) både betyde en kile og et lille kileformet hvedebrød. I Des dodes dantz siger Døden til junkeren, at denne vægge er spist op - kun spidsen er tilbage. Døden er derefter så venlig at forklare, at den næsten opspiste vægge er en metafor for junkerens næsten opbrugte liv:

Junkher, du môst mede sunder jennigerhande schimpen,
De wegge is upgegetten wente an den timpen.
Dat schaltu in solker wise vorstân:
Dîn levent heft einen ende unde is vorgân.

Junker du skal med uden nogen form for skæmt,
væggen er spist op - indtil spidsen.
Det skal du forstå således:
Dit liv har en ende og er slut.

I Nordtyskland er der stadig tradition for at fejre en barnefødsel ved at bringe en vægge med barnets navn til huset. Måske gør dette væggen til en oplagt metafor for livet?

Fodnoter: (1) (2)

Denne sætning er ekstremt svær:
queme er konjuktiv af komen (=at komme).
komen to mathe...: på gammelt dansk hed det "komme til måde", og det er et af de udtryk, der kan betyde stort set alt: "komme rettidigt", "komme til pas", "komme til rette", "komme i lag", "komme samtidig med at noget sker" osv osv. For at gøre det mere kompliceret kan det bruges ironisk - fx bruges vendingen 4 gange i En Ræffuebog, hvor det 3 af gangene betyder "komme til skade" - fx her, hvor kragen lige akkurat undslipper den sultne ræv:

Men ieg fløy bort det vaar min baade [=fordel],
Ellers haffde ieg oc kommet der til maade.

Fortælle dig . . .: Den bogstavelige betydning af "do gy to wetten" er "gøre dig/jer at vide". Sammenlign med Reynke de Vos:

He sprack, eft ik dar vunde to eten,
Dat scholde ik eme don to wetten.
(Han sagde, hvis jeg der fandt [noget] at spise,
skulle jeg fortælle ham det.
(linje 5893-4)