Døden fra Lübeck

Des dodes dantz, 67. og 68. Kapitel

Wo mannich sine sele dârmede vordomet;
Wente de sik hîr sulven alsus vorhoget,
De wert nedder to der hellen geboget
Mit den duvelen, dede dorch den homôt vellen
Van dem hemmel wente nedder to der hellen.

De doet       Dat lxviii ghesette.

Wille wi Godes hofgesinde werden,
So mote wi manliken vechten up desser erden,
Wente des minschen levent is eine ridderschop,
So heft geschreven de hilge duldige Job.
De wech, de to dem ewigen levende geit,
Is gans smâl unde enge, alse in dem hilgen ewangelio geschreven steit;
De wech to der hellen is brêt, grôt, dârvor gruwet mi sere.
Vele minschen wanderen den, sprikt unse leve here;
Vele sint geeschet, wenich ûtvorkoren vorwâr;
Dit sint harde worde, de dâr stân geschreven openbâr.
Hîrumme latet ju desse figuren vor ogen stân,
Wente in korten tiden mote gi dâran.
De stunde unde de dach is Gode allene bekant,(1)
Wente alle dink heft he in siner hant.
Levet so, alse gi gerne willen sterven,
So gift ju Got dat hemmelrike to einem erven,
Wente de dôt sendet ju nenen brêf;
He kumt sliken recht so ein dêf.(2)
De siner selen salicheit mit truwen menet
Unde Gode mit allem vlite denet
Unde de bode Godes heft ûtvorsên,
Dat he der nicht wil breken nergen nên,
Unde deit bicht, ruwe unde bote vor sine sunde,
Desse de schal sik vrowen to des dodes stunde,
Wente denne kricht he sines arbeides einen ende,
Wan he schedet ût dessen jamerliken elende.
Dorch den natûrliken dôt entvange wi dat ewige lôn,
Alse dorch eine dôr ga wi dorch den dôt in Godes trôn.
Scholde Cristus komen in sîn rike,
Erst sterf he vor uns algelike.
De knecht is nicht boven sinen heren;(3)

Alsus en kone wi uns des dodes nicht weren,
He kumt, it si uns lêf efte leit.
Hîrumme waket unde weset alle tît bereit,
Sede Cristus unse leve here;
Eme si lof, dank unde ewige ere.
De dit heft gedicht unde laten sette,
Got mote siner nummermêr vorgetten
Unde vorgeve em sine sunde klein unde grôt,
Unde helpe uns allen ût aller nôt,
So wan de dôt de sele schedet van deme live,
Dat se denne jo ewich mit Gode blive.
Døden med spaden A      m      e      n

 

    O mors quam amara est memoria tua homini pacem habenti in substantiis suis. Ecclesiastici xli.(4)

Dobbeltørn Tomt skilt

    Gedichtet unde gesat in der keiserliken stat Lubek na der bort Jesu Cristi

3 valmuefrugter F og et kors

mcccclxxxix

Næstsidste side Sidste side Klik på de små billeder for at se de originale sider.

Dobbelt ørn Det første trykkermærke viser den dobbelte ørn fra Lübecks byvåben.

3 valmuefrugter 3 valmuefrugter igen 3 valmuefrugter igen, igen Det tredje trykkermærke viser 3 valmuefrugter. Trykkeriet var anonymt, men signerede sig altid med 3 valmuefrugter og kaldes derfor i dag for Mohnkopf (tysk for valmuefrugt). Der er 2 andre eksempler til højre.

F og et kors Det sidste trykkermærke er også typisk for Mohnkopf-trykkeriet og viser bogstavet F med et kors.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4)

Matthæus 24, 35-36: »Himmelen og Jorden skulle forgå, [...] Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene«. (også Markus 13,31-32)
Dette er et citat fra bogen "Zwiegespräch zwischen Leben und Tod" fra ca. 1484:

God sprack mit synem hilgen munde:
Waket unde bedet to aller stunde,
De dod sendet ju neynnen breff,
Mer he kummet slikende alse eyn deff.

Se i øvrigt denne note om Døden som en snigende tyv.

Matthæus 10,24: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre.«.
Siraks bog 41,1: »Død, hvor bittert er det ikke at tænke på dig for et menneske, der lever trygt med det, han ejer […]«.

Op til Des Dodes Dantz