Døden fra Lübeck

Des dodes dantz, Kapitel 68

Wo mannich syne sele dar mede vordomet:
Wente de syk hir suluen alsus vorhoget
De wert nedder to der hellen gheboget
Myt den duuelen dede dorch den homoet vellen
Van dem hemmel wente nedder to der hellen.

De doet Dat lxviii ghesette.

Ille wy godes hofghesynde werden
So mothe wy manliken vechten vp desser erden
Wente des mynschen leuent is eyne ridderschop
So heft gheschreuen de hilghe duldige iob(1)
De wech de to dem ewighen leuende gheyt
Is ghans smal vnde enge alse in dem hilghen ewangelio gheschreuen steit(2)
De wech to der hellen is breed grod darvor gruwet my sere
Vele mynschen wanderen den sprickt vnse leue here
Vele synt gheesschet wenich vthvorkoren vorwar(3)
Dyt synt harde worde de dar staen gheschreuen openbar
Hir vmme latet iw desse figuren vor oghen staen
Wente in korten tyden mothe gy daran
De stunde vnde de dach is gode allene bekant:(4)
Wente alle dinck heft he in syner hant
Leuet so alse gy gherne willen steruen
So ghift iw god dat hemmelrike to eynem eruen:
Wente de doet sendet iw nenen bref
He kumpt slyken recht so eyn deef(5)
De syner selen salicheyt myt truwen menet
Vnde Gode myt allem vlite denet
Vnde de bode godes heft vthvorseen
Dat he der nicht wyl breken nerghen neen
Vnde deyt bycht. ruwe vnde bothe vor syne sunde
Desse de schal syk vrowen to des dodes stunde:
Wente denne kricht he synes arbeydes eynen ende:
Wan he schedet vth dessen iamerliken elende
Dorch den naturliken doet entfange wy dat ewighe lon
Alse dorch eyne dor gha wy dorch den doet in godes tron
Scholde cristus komen in syn rike.
Erst sterf he vor vns alghelike
De knecht is nicht bouen synen heren(6)

Alsus en kone wy vns des dodes nicht weren
He kumpt id sy vns lef efte leyt
Hir vmme waket vnde weset alle tyd bereyt
Sede cristus vnse leue here
Eme sy lof danck vnde ewighe ere
De dyt heft ghedicht vnde laten setten
God mothe siner nummermer vorgetten
Vnde vorgheue em syne sunde kleyn vnde groet
Vnde helpe vns allen vth aller noed
So wan de doet de sele schedet van dem liue
Dat se denne io ewich myt gode blyue.

A m e n.

O mors quam amara est memoria tua homini pacem habenti in substantiis suis. Ecclesiastici xli.(7)

Ghedichtet vnde ghesath in der keyserliken stad lubeck na der bord ihesu cristi

mcccclxxxix

Klik på de små billeder for at se de originale sider.

Dobbelt ørn Det første trykkermærke viser den dobbelte ørn fra Lübecks byvåben.

To andre eksempler på trykkeriets valmuefrugter.

Det tredje trykkermærke viser 3 valmuefrugter. Trykkeriet var anonymt, men signerede sig altid med 3 valmuefrugter og kaldes derfor i dag for Mohnkopf (tysk for valmuefrugt). Der er 2 andre eksempler til højre.

Det sidste trykkermærke er også typisk for Mohnkopf-trykkeriet og viser bogstavet F (eller T) med et kors.

Bogen slutter med en from hilsen fra trykkeren: »De dyt heft ghedicht vnde laten setten« ("ham, der har digtet og ladet sætte").

Baethckes transskription

DAT LXVIII GESETTE.

1645 Wille wi Godes hofgesinde werden,
So mote wi manliken vechten up desser erden,
Wente des minschen levent is eine ridderschop,
So heft geschreven de hilge duldige Job.
De wech, de to dem ewigen levende geit,
1650 Is gans smâl unde enge, alse in dem hilgen ewangelio geschreven steit;
De wech to der hellen is brêt, grôt, dârvor gruwet mi sere.
Vele minschen wanderen den, sprikt unse leve here;
Vele sint geeschet, wenich ûtvorkoren vorwâr;
Dit sint harde worde, de dâr stân geschreven openbâr.
1655 Hîrumme latet ju desse figuren vor ogen stân,
Wente in korten tiden mote gi dâran.
De stunde unde de dach is Gode allene bekant,
Wente alle dink heft he in siner hant.
Levet so, alse gi gerne willen sterven,
1660 So gift ju Got dat hemmelrike to einem erven,
Wente de dôt sendet ju nenen brêf;
He kumt sliken recht so ein dêf.
De siner selen salicheit mit truwen menet
Unde Gode mit allem vlite denet
1665 Unde de bode Godes heft ûtvorsên,
Dat he der nicht wil breken nergen nên,
Unde deit bicht, ruwe unde bote vor sine sunde,
Desse de schal sik vrowen to des dodes stunde,
Wente denne kricht he sines arbeides einen ende,
1670 Wan he schedet ût dessem jamerliken elende.
Dorch den natûrliken dôt entvange wi dat ewige lôn,
Alse dorch eine dôr ga wi dorch den dôt in Godes trôn.
Scholde Cristus komen in sîn rike,
Erst sterf he vor uns algelike.
1675 De knecht is nicht boven sinen heren;
Alsus en kone wi uns des dodes nicht weren,
He kumt, it si uns lêf efte leit.
Hîrumme waket unde weset alle tît bereit,
Sede Cristus unse leve here;
1680 Eme si lof, dank unde ewige ere.
De dit heft gedicht unde laten setten,
Got mote siner nummermêr vorgetten
Unde vorgeve em sine sunde klein unde grôt,
Unde helpe uns allen ût aller nôt,
1685 So wan de dôt de sele schedet van dem live,
Dat se denne jo ewich mit Gode blive.
Amen.
O mors quam amara est memoria tua homini pacem habenti in substantiis suis. Ecclesiastici xli.
Gedichtet unde gesat in der keiserliken stat Lubek na der bort Jesu Cristi mcccclxxxix.

Fodnoter: (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7)

Den hellige, tålmodige Job har skrevet, at menneskets liv er et ridderskab.

Det er sådan set rigtigt, men det gælder kun enkelte meget gamle engelske og tyske Bibler. Det bedste, de danske Bibler kan præstere, er, at mennesket er »i Strid paa Jorden« eller har »Krigerkår«:

Job 7,1: Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
(oversættelse fra 1931)

Vejen, der går til det evige liv, er ganske snæver og trang, som der står skrevet i det hellige evangelium.

Matthæus 7,14: »Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«.

Matthæus 22,14: »Thi mange er kaldet, men få er udvalgt«.

Matthæus 24, 35-36: »Himmelen og Jorden skulle forgå, [...] Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene«. (også Markus 13,31-32)

Dette er et citat fra bogen "Zwiegespräch zwischen Leben und Tod" fra ca. 1484:

God sprack mit synem hilgen munde:
Waket unde bedet to aller stunde,
De dod sendet ju neynnen breff,
Mer he kummet slikende alse eyn deff.

Citatet bruges også af Døden til paven.

Se i øvrigt denne note om Døden som en snigende tyv.

Matthæus 10,24: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre«.

Siraks bog (også kaldet Ecclesiasticus) 41,1: »Død, hvor bittert er det ikke at tænke på dig for et menneske, der lever trygt med det, han ejer […]«.