Døden fra Lübeck, Des dodes dantz, 31. + 32. kapitel, Læge

Lægen

Ser jeg rigtigt på mit vand,(1)
så er min [læge]kunst helt færdig.
Døden vil nu belønne mig således.
Han tænker ikke længere at skåne mig.
Mange har jeg hjulpet med min [læge]kunst.
En del for penge, en del for Gud, en del for [at komme i] gunst.
Nu kan jeg ikke længere redde livet for mig selv,
selvom jeg blev givet et halvt apotek.
En rig mand havde sendt bud efter mig;
han gav mig en nobel(2) i hånden,
for at jeg skulle give ham gode råd.
Så har jeg skrevet ham [recept] til apoteket.
Desuden en anden [patient], der er med i [by]rådet;
der modtog jeg også en fed steg.
Der er mange syge, der sætter deres fortrøstning til mig,
men Døden vil ikke glemme mig.
Det vil snart gå sådan med mig,
at mit lig bliver føjet til jorden.
Derfor overdrager jeg alle disse ting til Gud,
og jeg beder ham, at han vil modtage min sjæl.
Cosmas og Damianus(3) - begge jer hellige læger og martyrer -
giv mig nu god ledsagelse til Gud.

Døden

Hr. Doktor, meget har du sagt om dine syge [patienter];
nu begynder du også selv at klage meget.
Gud er den største læge og den bedste;(4)
han hjælper først og også i det sidste.
Han slår [med sygdom] og gør sund igen alle dage.
På sjæl, på krop, efter sit behag.
Man skal ære lægen, sådan har Salomon skrevet,(5)
men derfor skal dit hjerte ikke løfte sig for meget,
når du ikke kan hjælpe dig selv [hverken] lidt eller stort.
Men Gud kan hjælpe dig ud af al nød,
det gør han gerne, for han er fuld af nåde,
forsåvidt du ikke har belastet den fattige for meget,
og har taget for mange penge fra ham,
også når det [kuren] var kommet ham for lidt til hjælp.
Så den der ønsker, at Gud skal forbarme sig over ham,
han skal også [selv] være barmhjertig over for de nødlidende fattige.
De hellige læger og martyrer Cosmas og Damianus(3) -
de har gjort det sådan med flid:
De kurerede mennesker på sjæl, på krop, af ægte godgørenhed,
desuden lod de sig martre af kærlighed til kristendommen.
Din mesterværdighed skal ikke kun gå ud på,
at du altid skal tjene penge,
men især at bevise kærligheden til din [læge]kunst gennem Gud.
Ikke du alene, men alle dem, der roser sig af sin lægekunst,
det være i hovedet, i benet eller i maven.
At opildne den syge til Gud, det belønner Gud til evige dage.(6)

(1) Vandet...: Urinprøve. Uundværlig del af middelalderens lægekunst. Bemærk flasken i lægens hånd.

(2) nobel...: tidligere en guldmønt i England, først udstedt i 1346 af Edward III, værdi af en halv mark eller 6 shilling og 8 pence, erstattet i 1464 under Edward IV af rosenoblen.

(3) Cosmas og Damianus...: Lægernes og kirurgernes skytsengle. De to tvillinger praktiserede lægegerning gratis, men blev tilsidst pint og halshugget under Kejser Diocletian - formodentlig i år 287.

(4) Gud er den største læge og den bedste ?? Jeg troede, Gud var ansvarlig for pesten, som en straf over mennesket.

(5) Syrachs bog 38,1: »Vis lægen ærbødighed, nyttig som han er, for også ham har Herren skabt.«

(6) at opildne den syge til Gud... Det er underligt, at lægen pludselig opfordres til at udføre præstegerning. Det skal dog bemærkes, at lægen regnes som gejstlig, fordi han har studeret - i modsætning til kirurgen / bartskæreren, der regnes som en håndværker.

Lægen

De Arste

De doet

Lægen

Døden


	De Arste Se ik mîn water rechte an, So is mine kunst altomalen gedân. De dôt wil mi nu alsus lonen; He denket miner nicht lenger to schonen. Mannigen hebbe ik geholpen mit miner kunst, Ein dêl umme gelt, ein dêl umme Got, ein dêl umme gunst. Nu kan ik mi sulven nicht lenger redden dat leven, Worde mi ôk eine halve appoteken geven. Ein rike man hadde mi boden gesant, He gaf mi einen nobelen in de hant, Dat ik em guden rât mochte geven; Sus hebbe ik em up de appoteken geschreven. Noch ôk ein ander, de is mede in dem rade, Dâr queme mi ôk noch af eine vette brade, Mit velen kranken, de eren trôst up mi setten, Men de dôt en wil miner nicht vorgetten. De sake wil kort so mit mi werden, Dat mîn lîcham wert togevoget der erden. Hîrumme ik Gode alle desse sake bevele Unde ik bidde em, dat he wille entvangen mine sele. Cosma unde Damiân, gi hilgen arsten unde mertelêr beide. Vorwervet mi jo nu to Gode gût geleide.		De doet Her doctor, vele hefstu gesecht van dinen kranken, Nu beginnestu sulven ôk sere to anken. Got is de hogeste arste unde de beste, He helpet êrst unde ôk in dat leste. He sleit unde maket wedder gesunt alle dage An sele, an live na sinem behage. Men schal den arsten eren, so heft Salomon geschreven; Hîrumme en schal sik dîn herte nicht vorheven. Wente sulven kanstu di nicht gehelpen klein noch grôt, Men Got mach di helpen ût aller nôt. Dat deit he gerne, wente he is vul gnaden, So vern du de armen nicht hefst so sêr beladen Unde hefst to vele geldes van en genomen, Al was en dat ôk weinich to hulpe komen. So we dat wil, dat sik Got siner schal vorbarmen, De schal ôk barmhertich wesen over de nôtroftigen armen. De hilgen arsten unde mertelêr Cosma unde Damiân, De hebben dit alsus mit vlite gedân. De minschen arstedieden se an sele, an live ût rechter mildicheit, Dârto leten se sik mertelen dorch den loven der cristenheit. Diner mêsterschop en schal allene nicht tohoren, Dattu alle tît scholest gelt upboren, Men meist umme leve dine kunst dorch Got bewisen; Nicht du allene, men al de sik an kunst der arstedie prisen, Dat si in dem hovede, in den benen, efte in dem magen; Den kranken to Gode reisen, dat belonet Got to ewigen dagen.