XXXII. DE DOT.
Her doctor, vele hefstu gesecht van dinen kranken,
Nu beginnestu sulven ôk sere to anken.
Got is de hogeste arste unde de beste,
760
He helpet êrst unde ôk in dat leste.
He sleit unde maket wedder gesunt alle dage
An sele, an live na sinem behage.
Men schal den arsten eren, so heft Salomon geschreven;
Hîrumme en schal sik dîn herte nicht vorheven.
765
Wente sulven kanstu di nicht gehelpen klein noch grôt,
Men Got mach di helpen ût aller nôt.
Dat deit he gerne, wente he is vul gnaden,
So vern du de armen nicht hefst so sêr beladen
Unde hefst to vele geldes van en genomen,
770
Al was en dat ôk weinich to hulpe komen.
So we dat wil, dat sik Got siner schal vorbarmen,
De schal ôk barmhertich wesen over de nôttroftigen armen.
De hilgen arsten unde mertelêr Cosma unde Damiân,
De hebben dit alsus mit vlite gedân.
775
De minschen arstedieden se an sele, an live ût rechter mildicheit,
Dârto leten se sik mertelen dorch den loven der cristenheit.
Diner mêsterschop en schal allene nicht tohoren,
Dattu alle tît scholest gelt upboren,
Men meist umme leve dine kunst dorch Got bewisen;
780
Nicht du allene, men al de sik an kunst der arstedie prisen,
Dat si in dem hovede, in den benen, efte in dem magen;
Den kranken to Gode reisen, dat belonet Got to ewigen dagen.
|
Døden.
Hr. Doktor, meget har du sagt om dine syge [patienter];
nu begynder du også selv at klage meget.
Gud er den største læge og den bedste;(4)
han hjælper først og også i det sidste.
Han slår [med sygdom] og gør sund igen alle dage.
På sjæl, på krop, efter sit behag.
Man skal ære lægen, sådan har Salomon skrevet,(5)
men derfor skal dit hjerte ikke løfte sig for meget,
når du ikke kan hjælpe dig selv [hverken] lidt eller stort.
Men Gud kan hjælpe dig ud af al nød,
det gør han gerne, for han er fuld af nåde,
forsåvidt du ikke har belastet den fattige for meget,
og har taget for mange penge fra ham,
også når det [kuren] var kommet ham for lidt til hjælp.
Så den der ønsker, at Gud skal forbarme sig over ham,
han skal også [selv] være barmhjertig over for de nødlidende fattige.
De hellige læger og martyrer Cosmas og Damianus(3) -
de har gjort det sådan med flid:
De kurerede mennesker på sjæl, på krop, af ægte godgørenhed,
desuden lod de sig martre af kærlighed til kristendommen.
Din mesterværdighed skal ikke kun gå ud på,
at du altid skal tjene penge,
men især at bevise kærligheden til din [læge]kunst gennem Gud.
Ikke du alene, men alle dem, der roser sig af sin lægekunst,
det være i hovedet, i benet eller i maven.
At opildne den syge til Gud, det belønner Gud til evige dage.(6)
|