Døden fra Lübeck, Des dodes dantz, 15. + 16. kapitel, Biskop

Biskoppen

De Bischop

Pax domini nostri unde sine grote barmherticheit
De si mi unde to allen tiden bereit,
Wente alse mi dunket bi breklicheit miner naturen,
So en wil mîn levent nicht lange duren.
Al bin ik ein bischop van Godes wegen, ôk wôl gelêrt,
So bin ik doch allerdings vor den dôt vorvêrt.
Wente nu kumt mi dat to sinne, dat Paulus heft geschreven
To sinem junger Timetheo, wo ein recht bischop schal leven.(1)
Wat Got to desser tît nu wil van mi maken
Wente ik vrochte mi schuldich an velen saken.
Krîch unde orlich is hîr beginnet in minem sticht,
Ik wolde dat it al in vreden were wôl entricht.
Ik vrochte, de duvel heft sodân twedracht geschapen,
Wente de meiste krîch mankt den cristen kumt hêr van den papen.
So seggen de leien; wente it is leider meist also.
De capittelsheren reden mi ôk leider alle hîrto,
Dat ik krîch scholde voren in sodaner upsate,
Dat it scholde komen mi unde dem helen stichte to bate.
Hîrumme leider wert hîr nu gerovet unde gebrant
Unde mannich arm unschuldich minsche geschant.
Cristus de vor mi starf unde is wedder van dode upgestân,
De se mi to desser stunde gnedichliken an.

De doet

Her bischop, du werest gekoren to vorende prelatûr;
Nu klaget over di beide borger unde bûr.
Krîch unde orlich hefstu gehat in dinem stichte,
Dâr sint geworden weisen unde arme wichte.
Van dinem homode unde giricheit heft sik dit gesaket,
Diner pâpheit hefstu ein quât exempel gemaket.
Drie sprak Jesus to sunte Peter: make di bereit,
Hefstu mi lêf, so weide mine cristenheit.(2)
Bi sunte Peter wert uns vornomen
Alle, de to jennigem state sin gekomen.
Den heft Cristus geboden sine schâpken to weiden,
Up dat se nemant moge vordervem unde vorleiden.
Vele prelaten achten de wulle, dat is genut, van eren schâpken gemeine;
Wo se vorder an sele, an live varen, achten se kleine.
Sus werden de schape Cristi van en geplucket, gemelket, geslacht unde nicht geweidet;
Wente de here Jesus in dem ewangelio so nicht en bedet.
De schâpken, de du van Godes wegen scholdest voden unde bewaren,
Sint vorbîstert unde ein dêl ovel gevaren;
Got wil van di eschen dit dure pant.
Bistu ôk unschuldich, so is dîn levent wôl bewant.
De werdigen prelaten, de in Got ere undersaten lêf hebben unde ôk dat recht,
Geziret mit dogeden, van den is dit nicht gesecht.

Hans Tausens svar til biskoppen af Odense

Underligt nok findes der et "ekstra" billede af biskoppen - komplet med mur og bakket landskab.

Jeg har læst (men jeg har desværre glemt hvor), at billedet stammer fra Mohnkopf-trykkeriet, der brugte det i Euangelia fra 1492 og Speygel der leyen fra 1496, hvor det skulle forestille den hellige Augustin. Men dette passer næppe, da Albert Schramm i Der Bilderschmuck der Frühdrucke bind 12 side 6 fortæller, at biskoppen, (og paven, ærkebiskoppen, kardinalen og abbeden) er de samme træsnit som i dødedansene: "[...] ebenso die Bilder des Papstes, des Cardinals, des Erzbischofs und Bischofs. Letzere stammen aus dem Totentanz;" og "Die ersten vier sind dem Lübecker Totentanz entnommen (Papst, Kardinal, Bischof, Abt);". Schramm øger forvirringen, eftersom der ikke optræder nogen ærkebiskop i de lybeske dødedanse.

Hvor end billedet så stammer fra, så brugte det Hans Vingaard i 1529 i Hans Tausens svar til biskoppen af Odense's sendebrev, hvor billedet skulle forestille nævnte biskop. Denne bog blev i 1987 genoptrykt i "Fem Reformationsskrifter trykt af Hans Vingaard i Viborg 1528-1530". Klik på billedet for at se hele siden.

(1) Paulus 1. brev til Timoteus 3, 1-7: »[...] En tilsynsmand skal være ulastelig, én kvindes mand, ædruelig, besindig, værdig, gæstfri, en god lærer, ikke drikfældig eller voldsom, men mild, ikke stridbar og ikke glad for penge. [...]

Bemærk, at den tyske forfatter formoder, at læserne er bekendt med indholdet af Paulus' epistler. I den danske oversættelse er oversætteren ikke så sikker på sine læseres bibelkundskaber og skynder sig derfor at forklare, hvad det var Paulus skrev: "Huorledis huer Biscop bør ath vere / wstraffelig, och altid Guds ords lære".

(2) Jesus bad 3 gange Sankt Peter om at vogte hans menighed i Johannes 21, 15-17: »Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine Lam!" Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!" Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine Får!" «.


	De Bischop Pax domini nostri unde sine grote barmherticheit De si mi unde to allen tiden bereit, Wente alse mi dunket bi breklicheit miner naturen, So en wil mîn levent nicht lange duren. Al bin ik ein bischop van Godes wegen, ôk wôl gelêrt, So bin ik doch allerdings vor den dôt vorvêrt. Wente nu kumt mi dat to sinne, dat Paulus heft geschreven To sinem junger Timetheo, wo ein recht bischop schal leven.(1) Wat Got to desser tît nu wil van mi maken Wente ik vrochte mi schuldich an velen saken. Krîch unde orlich is hîr beginnet in minem sticht, Ik wolde dat it al in vreden were wôl entricht. Ik vrochte, de duvel heft sodân twedracht geschapen, Wente de meiste krîch mankt den cristen kumt hêr van den papen. So seggen de leien; wente it is leider meist also. De capittelsheren reden mi ôk leider alle hîrto, Dat ik krîch scholde voren in sodaner upsate, Dat it scholde komen mi unde dem helen stichte to bate. Hîrumme leider wert hîr nu gerovet unde gebrant Unde mannich arm unschuldich minsche geschant. Cristus de vor mi starf unde is wedder van dode upgestân, De se mi to desser stunde gnedichliken an.		De doet Her bischop, du werest gekoren to vorende prelatûr; Nu klaget over di beide borger unde bûr. Krîch unde orlich hefstu gehat in dinem stichte, Dâr sint geworden weisen unde arme wichte. Van dinem homode unde giricheit heft sik dit gesaket, Diner pâpheit hefstu ein quât exempel gemaket. Drie sprak Jesus to sunte Peter: make di bereit, Hefstu mi lêf, so weide mine cristenheit.(2) Bi sunte Peter wert uns vornomen Alle, de to jennigem state sin gekomen. Den heft Cristus geboden sine schâpken to weiden, Up dat se nemant moge vordervem unde vorleiden. Vele prelaten achten de wulle, dat is genut, van eren schâpken gemeine; Wo se vorder an sele, an live varen, achten se kleine. Sus werden de schape Cristi van en geplucket, gemelket, geslacht unde nicht geweidet; Wente de here Jesus in dem ewangelio so nicht en bedet. De schâpken, de du van Godes wegen scholdest voden unde bewaren, Sint vorbîstert unde ein dêl ovel gevaren; Got wil van di eschen dit dure pant. Bistu ôk unschuldich, so is dîn levent wôl bewant. De werdigen prelaten, de in Got ere undersaten lêf hebben unde ôk dat recht, Geziret mit dogeden, van den is dit nicht gesecht.