|
Jeg har altid undret mig over udtrykket "at ligne Døden fra Lübeck". Hvad har denne hyggelige juleby med sit gode øl og søde marcipan dog gjort for at lægge navn til dette udtryk? Engang da jeg researchede til en hjemmeside om tarot, fandt jeg svaret.
Døden fra Lübeck var en dødedans — et 30 meter langt vægmaleri af Døden i en lang kædedans med 24 mennesker, malet i naturlig størrelse, fra alle samfundets trin, fra pave til spædbarn. Døden springer rundt og opfordrer folk til dans, men de fleste forsøger at undslå sig.
Maleriet blev ødelagt under 2. verdenskrig, og i øvrigt var det kun en kopi, eftersom det oprindelige middelalderlige maleri var blevet erstattet af et nyt med en ny tekst i 1701. Til gengæld findes der stadig et stykke (ja, 7½ meter er kun et lille stykke) af et næsten identisk maleri i Tallinn, som man den dag i dag kan besøge, og hvor man kan læse en del af den oprindelige middelalderlige tekst.
Dødedansen var et udbredt tema i den sene middelalder. Her på siden vises eksempler lige fra storbyer som Berlin, London, Paris og Basel til Malmø og Nørre Alslev. På kirker og klostre i hele Europa kunne man se de lange kædedanse, hvor Døden dansede afsted med borgere fra alle samfundets lag.
Emnet er kolossalt. På denne hjemmeside er der knap 1.500 sider og ca. 5.500 billeder i galleriet. Den nemmeste måde at starte på er at springe direkte ud i dansen ved at klikke på billederne forneden:
Jeg vil gerne takke Mischa von Perger for at have rettet talløse fejl.
Hvad er en dødedans?
|
|
At forsøge at definere en genre bliver let utroligt kedeligt. Så vær ikke bange for at afbryde læsningen, og spring ind i dansen ved at klikke på de mange links.
Den gunstige læser vil også hurtigt opdage, at stort set alle danse præsenteret på denne hjemmeside afviger fra vores definition på flere punkter.
Men til sagen: Dødedansene opstod som vægmalerier i den sene middelalder / tidlige renæssance. Den ældste præcist daterede dans er la Danse Macabre i Paris fra 1424. Dansen i Basel var fra ca. 1440, men dens rødder er formentlig en del ældre, for vi kan følge de mange trin i udviklingen af den højtyske Firelinjede dødedans. Maleriet i Lübeck var fra 1463.
I dødedansene trækker Døden eller Dødens hjælpere afsted med hele samfundet — lige fra den mægtige pave og kejser til tiggeren og det nyfødte barn. I Lübeck var der tale om én lang kædedans; i Basel dansede Døden og hans ofre afsted parvis; i Paris ser det ud til, at hvert par var adskilt af søjler i en buegang.
Det er dette spejl af samfundet, der er det grundlæggende. Et enkelt billede af Døden og den unge mand eller Døden og jomfruen er ikke i sig selv en dødedans. Malerierne var monumentale. Dansen i Lübeck var 30 meter, dansen i Basel var 60, mens dansen i Bern nærmede sig 80 meter (dog med mellemrum mellem hver scene).
|
|
I den samme periode var bogtrykkerkunsten i rivende udvikling. I bøgerne kunne man naturligvis ikke vise lange kædedanse, så i stedet måtte man vise et enkelt par på hver side (eksempel til venstre).
De tidligste bøger var blokbøger, hvor både billedet og teksten var skåret i samme træblok, men snart fik Gutenberg introduceret de løse typer, og bogmarkedet eksploderede. I Lübeck blev maleriet løst gendigtet under titlen Des dodes dantz (1489 og 1496) og Dodendantz (1520). De samme træsnit endte i Danmark og blev brugt til Den Gamle Danske Dødedans (ca. 1550). Sidstnævnte bog får en repremiere på disse sider — nyrestaureret for første gang i år.
I Paris blev la Danse Macabre trykt i 1485 og åbenbart var timingen — 61 år efter at maleriet var skabt — perfekt, for utallige andre forlæggere udgav versioner af samme parisiske tekst, ikke kun i Paris, men også i Troyes, Rouen, Genève og Lyon. Kort efter begyndte de dansende dødninge at fylde marginerne i de franske bønnebøger.
Omkring Heidelberg blev Der Doten Dantz mit figuren trykt ca. 1488 med andet oplag ca. 1492 og tredje oplag ca 1520.
|
|
Teksten er lige så vigtig som billedet. Der findes dødedanse uden tekst (f.eks. i Dresden og Holbeins dødedans), og der findes rent litterære dødedanse uden billeder, men som udgangspunkt består dødedansen af begge elementer. Billeder og tekst kombineres, så det i virkeligheden har været verdens første og største tegneserier.
Dansene blev ofte introduceret af en prædikant, der også tit fik det afsluttende ord. Selve dansen bestod derimod af dialoger mellem Døden og det enkelte offer. Det er her, dødedansen har deres styrke, når vi får en tur gennem hele det middelalderlige samfund, hvor enhver af tidens borgere har kunnet spejle sig selv.
På den tid prædikede præsterne stadig på latin, men i dødedansene kunne menighederne læse, hvordan Døden og hans ofre talte sammen på det lokale sprog: plattysk, schwabisk, alemannisk, elsassisk, pikardisk, engelsk, dansk, osv.
I reglen startede Døden med at byde offeret op til dans i et rimet vers, mens offeret brugte sit vers på at protestere. I Lübeck og Tallinn havde man en mere avanceret variant, hvor offeret startede sin klage med 8 linjer, og Dødens svar var 7 linjer; den 8. linje blev derefter henvendt til den næste danser, så det enkelte vers i teksten var kædet sammen ligesom deltagerne på billedsiden. F.eks. sluttede Dødens svar til kejserinden: "Følg mig, hr. kardinal!".
Især teksterne har en overraskende mængde af social indignation, samfundskritik og satire:
|
- Paven får "æren" af at føre an i dansen som verdens mægtigste menneske, en "Gud på jorden". Virkeligheden dengang var, at paven måtte kæmpe imod antipaver og Reformationen.
- Kardinalen har tjent godt på at sælge afladsbreve, men nu frygter han selv at havne i skærsilden.
- Abbeden har ædt sig tyk og fed i stedet for at spege sit legeme; Døden bemærker tørt, at "den fedeste rådner først".
- Abbedissen skriger og protesterer, når Døden slæber hende væk fra denne verden, som hun ellers havde svoret at forsage. I Basel bebrejder Døden abbedissen, at hun er blevet en lille smule gravid.
- Nonnen i sin celle beder fromt til Jesus, mens hendes elsker sidder i hendes seng.
- Kejseren og andre adelsfolk i deres flotte tøj må finde sig i at blive kommanderet rundt med af et nøgent lig.
- Lægen med uringlasset har levet godt at kigge på sine syge patienters urin, men nu kan han ikke engang helbrede sig selv. Ingen lægeurter kan gøre godt imod Døden.
- Dommeren skal nu selv for den højeste ret.
- Advokaten må nu plædere sin egen sag.
- Astrologen kunne ikke forudse sin egen skæbne.
- Voldsparate korsriddere, riddere, adelsmænd, landsknægte, bødler og røvere — for almindelige mennesker har det været samme sag — møder nu omsider en modstander, der ikke er bange for dem.
- Den gudløse ågerkarl er forblændet af guld.
- Købmanden har kun tænkt på profit
- Den uhæderlige krovært har fortyndet vinen med vand. Et trick, siger Døden, kroværten har lært af Jesus. Der er også uhæderlige kroværter i Berlin og Der Doten Dantz mit figuren. Der er nogle synder, som ikke engang Døden kan sone for.
|
|
Beskrivelsen af kvinder er mere todimensionel. De bliver kritiseret for "kvindesynder": forfængelighed og pyntesyge. Døden viser dem, hvor lidt deres skønhed er værd, og hvor hurtigt den vil forgå. De unge kvinder har hellere villet danse med de unge mænd end at tænke på deres sjæls frelse, og nu fortæller Døden dem, at de kan danse med ham.
Kejserinden i Den gamle Danske Dødedans er en af de få, der tænker på, at hun ikke mere skal se sine børn: »Motte ieg see mine børns heder och ære / da ville ieg megit glader være«.
Først mod slutningen af dansen, hvor vi nærmer os samfundets svageste, viser Døden lidt mildhed. Han beder bonden standse sit hårde arbejde (men bonden mener pludselig ikke længere, at arbejdet er så hårdt). Den blinde mand og krøblingen er ligefrem glade for at se Døden, og det samme gælder eremitten: »Kom kun forønskte Død, for dig jeg ey vil grue«.
Til allersidst i dansen kommer det svageste væsen: det nyfødte barn. I de franske danse siger barnet paradoksalt nok, at det ikke kan tale: A a a / a worde I can not speke, mens barnet i Basel (og måske i Lübeck) undrer sig over, hvordan det skal kunne danse, når det endnu ikke har lært at gå. Den eneste trøst, Døden kan give, er, at barnet ikke har nået at synde, bortset fra Arvesynden.
|
|
I 1538 blev Hans Holbeins berømte træsnit udgivet, og efter 100 år med kædedanse blev genren omdefineret. Som vi har set, var kædedansen allerede opdelt i enkeltscener i bøgerne, men alligevel havde alle deltagerne samme baggrund, så man måtte formode, at de døde samtidig og af samme årsag (f.eks. af Den Sorte Død).
Holbein gik endnu længere og fremstillede en række uafhængige scener, der viste, hvordan Døden truer overalt: hjemme i sengen, på landevejen, på havet, i skoven, på slagmarken, på kongens slot osv. Holbeins inspiration var nogle franske bøger fra 1400-tallet.
Forskellen kan f.eks. ses på ågerkarlen i Basel, der sidder ude på marken sammen med de andre dansere, og Holbein's ågerkarl, der gemmer sig i kælderen bag dobbelte jerngitre. Eller kejseren i Des dodes dantz, der står op ad den samme mur og bakkede baggrund, som alle de andre, mens Holbein's kejser sidder på sin trone omgivet af sit hof.
Der er ingen dialog til at ledsage Holbeins træsnit, kun nogle halv-relevante hentydninger til Bibelen, så formatet er snarere en emblembog. Faktisk kunne man fristes til at spørge, om der overhovedet er tale om en dødedans.
Men svaret er ja. Holbeins dødedans er i den grad en dødedans: Holbein viser hele samfundet fra paven (til venstre) og kejseren ned til bonden og barnet (til højre) i en rækkefølge, der især i starten veksler mellem gejstlige og verdslige repræsentanter. Døden spiller langt oftere på et musikinstrument, end det er tilfældet i de gamle malerier.
Og selvom der ikke er nogen dialog, har Holbein masser af satire og samfundskritik: Selve dansen starter med, at paven lader en kejser kysse sine fødder — en handling, som Martin Luther allerede i 1520 havde betegnet som antikristelig. Det gør ikke sagen bedre, at pavens trone er omgivet af dødninge og djævle. Dansen ender med barnet: Selvom familien er ludfattige og knap har tag over hovedet, er de alligevel chokerede over at skulle miste deres lillebror. For dem er det ingen trøst at have en mund mindre at mætte.
